søndag den 29. juni 2008

Vesterhavet og Solskinsøen

Selv om det primære emne er min opgave som skakdommer ved Politiken Cup, så vil jeg gerne lige slå et slag for de to andre store turneringer, som afvikles i den danske sommer.

23. Vesterhavsturnering (11. - 18. juli): En klassiker – måske endda den mest klassiske af alle de danske turneringer. Her har vi masser af den specielle skak-stemning, som DM-stævnerne havde tidligere, indtil de blev henlagt til hoteller og lignende. Ved VHT spiller man skak, spiser, drikker og sover på spillestedet. I 2002 og 2003 var Henrik Mikkelsen og jeg selv med som deltagere, og det er noget som vi kun kan anbefale, for i Esbjerg er de gode til at arrangere skakturneringer. Der er således ret mange deltagere, der kommer igen hvert år.

Baltic Sea Cup (30. juli – 5. august): En ret ny turnering. Faktisk er det kun anden gang at den afholdes.
Tidligere var der en lille hyggelig weekendsommerturnering på Bornholm. Øens skakklub havde dog større ambitioner, og der blev lavet en åben turnering med et stærkt topfelt (pt. 12 stormestre i år). Jeg har ikke selv haft fornøjelsen af at deltage i turneringen, men jeg har hørt en del rosende ord fra nogle af sidste års deltagere. Kun internetdækningen haltede lidt, men det skulle der være rettet op på i år.

fredag den 27. juni 2008

Forberedelser

Skal man forberede sig som skakdommer?

Tjah, de store forberedelser bliver det næppe til, men jeg har ikke lyst til at møde op og være helt blank. Deltagerne i turneringen er der normalt ingen grund til at forberede sig på. 99% af partierne forløber sædvanligvis uden at man skal gøre meget andet end at notere resultatet på turneringstavlen. Der er altid enkelte ballademagere, men de er efterhånden kendt af de fleste skakdommere. Ellers spotter man dem ret hurtigt.
Jeg har derfor valgt at fokusere på at holde mig ajour med reglerne. Som (skak)dommer er det naturligvis helt essentielt at kunne dømme efter (skak)reglerne. Det giver også meget mindre ballade, hvis men kort og præcist kan skride til handling med den korrekte dom. Man kan ikke have svar på alle situationer, men er man forberedt på det meste, så går det sjældent helt galt.

Første skridt i forberedelserne var at melde mig ind i Dansk SkakDommerforening (DSD) . Det burde jeg egentlig have gjort noget før, men bedre sent end aldrig!
DSD holder medlemmerne orienteret om alle regelændringer og –forslag. Ved indmeldelse i DSD får man tilsendt en A4-mappe med det hidtidigt udgivne materiale samt diverse gode tips og opgaver. Med DSD har man også et sted, hvor man kan tage seriøse regeldiskussioner op. Med andre ord: Den helt rigtige måde at holde sig ajour på.

Nu skal jeg så til at kigge det tilsendte materiale igennem. Jeg har 3 ugers ferie fra 7. juli, så jeg har næsten 2 uger før det går løs på LO-skolen i Helsingør.

fredag den 20. juni 2008

Vind simultanbilletter

Nu har du chancen for at spille mod et af topnavnene i Politiken Cup. Der arrangeres simultaner med GM Pavel Eljanov, GM Boris Savchenko, GM Artur Kogan og GM Lars Schandorff. Eljanov spiller 18. juli på Hovedbanegården, mens de øvrige spiller på LO-skolen i Helsingør hhv. 21., 23. og 24. juli. For at deltage i den daglige lodtrækning om pladser i simultanerne skal man gå ind på http://www.kobenhavnsskakunion.dk og løse dagens skakopgave.

torsdag den 19. juni 2008

Velkommen

Så er bloggen oprettet. Velkommen til alle, der forvilder sig ind på denne side.

Men hvorfor denne blog?

Jeg blev i februar måned kontaktet af Claus Olsen fra Københavns Skak Union. Han er en af organisatorerne bag Politiken Cup, der er Danmarks største og stærkeste skakturnering. Claus spurgte mig, om jeg var interesseret i at være en af skakdommerne ved Politiken Cup. Mine erfaringer som skakdommer er først og fremmest opnået ved mindre turneringer. Jeg har længe haft lyst til at være med i organiseringen af en stor turnering, så derfor sagde jeg ja til opgaven.

Her på bloggen har jeg tænkt mig at berette om årets Politiken Cup. Det bliver noget om mine oplevelser, indtryk, forberedelser samt forskellige historier, som jeg støder på undervejs. Jeg vil også berette om hvordan det går mine klubkammerater fra Frederikssund Skakklub (FsS). Indtil videre er der 4 tilmeldte FsS'ere, så det bliver spændende at se hvordan det går for dem.
Politiken Cup starter d. 17. juli, og jeg håber at få tid til at skrive et dagligt indlæg under turneringen. Inden da kommer der også et par indlæg med lidt baggrundsstof om turnering, deltagere, organisation osv.

Jeg håber at læserne finder bloggen interessant, og det er naturligvis tilladt at skrive kommentarer, hvis man har noget på hjerte.

God fornøjelse!

Se også Politiken Cups hjemmeside