mandag den 28. juli 2008

Afrunding

Det var en god idé at tage fri fra arbejde i dag, for jeg er ret kvæstet, men i morgen (tirsdag) er jeg tilbage på min pind i Topdanmark. Det kommer nok til at tage nogle dage at komme tilbage til den sædvanlige døgnrytme, men det går jo nok alt sammen.

Jeg vil starte med at runde Frederikssundernes præstationer af:

Daniel: 4½/10, Ny rating: 1824 (-10)
En præstation under vanlig standard. De højere ratede vandt ret nemt over ham, mens han måtte kæmpe en del mod de lavere ratede.

Per (alias Lundini): 4/10, Ny rating: 1931 (+53)
Var stærkt spillende i starten, men gik lidt ned i runde 8 og 9. Han mødte udelukkende højere ratede modstandere, og samlet set en flot præstation af Lundini, der endnu en gang kan kalde sig Mesterspiller.

Finn: 4/10, Ny rating: 1757 (-19)
En lidt svingende præstation, men der blev vist godt kampskak i mange af Finns partier.

Leif: 3½/10, Ny rating: 1574 (-69)
Kæmpede imod overmagten i de første runder, hvor han fik virkelig hård modstand. Fik skovlen under et par juniorer, inden han sluttede stille af med 3 remiser på stribe. Der var nok lidt rust, der skulle bankes af.

Thomas: 1½/7, Ny rating: 1000 (0)
Det var tæt ved at Thomas kom over sin forventede score, men han blev altså stående på de 1000 i rating.

Jeg har også nævnt en del andre deltagere her på bloggen, men hvis jeg skulle nævne dem alle og deres resultater, så ville det blive et meget langt indlæg. Så hellere ”ingen nævnt, ingen glemt”, og henvise til http://www.politikencup.dk hvor der er omtaler slutstillinger, partier, billeder osv.
Jeg vil også opfordre til at klikke ind på http://www.sjakk.net, som er en norsk skakside med masser af omtale af turneringen. Bjørn Berg Johansen har taget mange glimrende billeder af spillerne og stemningen.

Som en del af arrangørteamet synes jeg at det blev en fantastisk god turnering. Det er umuligt at stille alle 100% tilfredse, men jeg synes at vi kom så tæt på som det nu er muligt. Der kom i hvert fald ros fra mange af deltagerne lige fra topspillerne og til eksempelvis den rare snakkesagelige irer William Gill, der fortalte mig at han regnede med at komme tilbage næste år. Jeg tror at mange har det på samme måde som ham.

Jeg hørte et par kritikpunkter:

- Man sad lidt for klemt i nogle af lokalerne.
Det fik vi rettet en del op på efter de første runder, men der var dog stadig nogle problemer i et par lokaler. Problemet var at man havde brugt en anden slags borde i forhold til sidste år, og de havde en lidt uheldig størrelse, der gjorde at de fyldte ret meget i forhold til hvor mange der kunne sidde ved dem. Der bliver gjort nogle erfaringer omkring bordopstilling, så der er mere styr på det næste år.

- Der var ikke rygelokaler på 2. sal.
De stakkels rygere! Jeg er klar over at de er en jaget og truet race, men arrangørerne har ingen indflydelse på LO-skolens rygepolitik.

- Nogle spillere savner at sidde i et stort lokale, hvor man bedre kan følge med i hvordan det går alle de øvrige spillere.
Ja, det er jo forsvundet efter at det store spillelokale har været en tradition fra Nørrebrohallen og Taastrup. Der forsvinder måske lidt af charmen ved en stor open, men til gengæld har LO-skolen så mange andre unikke fordele, som ingen af de tidligere spillesteder kunne hamle op med.

Man kan ikke helt undgå kritik, men når så mange deltagere undervejs kommer hen til en og roser arrangementet, og flere af dem siger at det er den bedste skakturnering, som de nogensinde har deltaget i, så må man konkludere at der er ret meget, der er gjort rigtigt.

Personligt har det været en stor oplevelse at være med til. Selve skakdommer-delen har faktisk været ret begrænset. Reelt set har vi ikke behøvet at gribe ind en eneste gang. Der har kun været nogle få problemer med spillere, som ikke forstod DGT-urene, og så var der nogle tilskuere, der forvildede sig ind bag afspærringerne i konferencesalen, hvor topspillerne sad. Ellers bestod jobbet mest af alt af at samle resultater ind, og så gøre klar til næste runde så snart en runde var slut.
Der kom aldrig nogen egentlige problemer eller kontroverser på grund af den nye betænkningstid med 30 sekunders tillæg. Folk kommer simpelthen aldrig i alvorlig tidnød, hvor de fleste problemer opstår. Utroligt lækkert for skakdommerne, men spillerne skal lige vænne sig til betænkningstiden, og til at der er noteringspligt hele partiet.

Ud over at være ”Arbiter” i turneringen, så har jeg også været en del af det store arrangørteam, og jeg må sige at det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med dem alle. Det er lige fra de rutinerede kræfter, som stod for det organisatoriske, og til de lidt yngre partiindtastere, som jeg nåede at få en stribe pils sammen med på flere af aftenerne. Og så var der jo de to svenskere (Anil Surender (skakdommer) og Anders Hansen (live-visning af partier), som måtte lægge ryg til en del godmodige drillerier om landet ovre på den anden side af Øresund. De tog det nu pænt, og hævner sig sikkert når det er danskerne, der besøger svenske turneringer.
Jeg nød også at kunne gå rundt og snakke med en masse skakvenner. Det var såvel deltagere i turneringen som andre, der bare kom forbi for at kigge eller deltage i lyn eller simultan. Man kommer også lidt tættere på topspillerne og lærer dem at kende. Det er alligevel meget få andre sportsgrene, hvor os almindelige dødelige udøvere får lov til at mænge os med eliten.

Jeg har haft en kanon oplevelse ved at være med til at arrangere Politiken Cup, og jeg håber at være med en anden god gang. Pt. aner jeg ikke om jeg kan/vil være næste år, hvis altså jeg bliver spurgt. Det må afhænge helt af tid og lyst til den tid, men jeg fortryder bestemt ikke at jeg brugte 1½ uge af min sommerferie på at være skakdommer.

Dette indlæg bliver det sidste i denne omgang. Fremover vil det igen være Frederikssund Skakklubs hjemmeside, som jeg vil pludre videre på. Bloggen bliver nok taget i brug en anden gang, men indtil videre vil den ligge stille på ubestemt tid.

Tak til alle, der læste med og til jer der kom med de mange positive tilbagemeldinger. Jeg håber at I fandt bloggen interessant.

Vi ses ved skakbrættet!

søndag den 27. juli 2008

Hjemme igen....

Så er jeg hjemme igen efter en lang 1½ uges tid. Nu har jeg tænkt mig at kaste mig på sofaen og stene lidt tv resten af aften, og så i øvrigt nyde min sidste feriedag i morgen. Der skal nok også blive tid til en mere fyldestgørende afrunding, men indtil videre tager vi lige dette korte indlæg.

Både Finn og Leif sluttede af med remiser og måtte af med rating. Turneringen blev i øvrigt vundet af Tiviakov med 8/10. Nr. 2-6 blev Malakhov, Kuzubov, Peter Heine, Savchenko og Hector i den rækkefølge. De scorede også 8 point, men endte med dårligere korrektion end Tiviakov.

Resultater

Lundini spillede en kort remis og kommer op på 1931 i rating. Samtidigt får han et pænt ELO-tal. Daniel vandt hurtigt og begrænsede skaden til et tab på 10 ratingpoints.

Det lakker mod enden....

.... som konen sagde, da hun hældte fernis ned af ryggen. Nu har vi lige sat 10. runde i gang, og forhåbentlig trækker det ikke alt for meget ud med at få afgjort det hele. Der kommer nok et hav af korte remiser. Folk vil gerne hjem efter en lang turnering.

Kl. 16.30 er der præmieuddeling, og derefter går den store oprydning i gang.

lørdag den 26. juli 2008

Kort status

Leif spillede remis i dag, mens Lundinis magi er ved at være opbrugt. I hvert fald tabte han uden at gøre alt for meget modstand. Finn, Leif og Daniel er sikre på at tabe rating, mens Lundini bliver mesterspiller igen. Thomas A forbliver på 1000.

Nu er jeg godt nok smadret, og glæder mig til en aftenpils.

Igen et par hurtige

De to topbrædder tog hurtige remiser i dag. Det giver chancen for andre til at nå op. I det hele taget er runden præget af at folk er trætte, for der er taget en del hurtige halve.
Finn og Daniel tog også en hurtig remis. Thomas tabte hurtigt, og forbliver på 1000 i rating.

Træt

Hmmm, man skulle nok have droppet den sidste pils og gået til køjs lidt før i går. Jeg er i hvert fald en anelse træt i dag. Det blev ikke bedre af at jeg havde sagt ja til at hjælpe Tom Skovgaard med juniorturneringen, der startede kl. 9. Det er et mylder af unger, der stormer rundt så snart de er færdige med deres parti. Nå, jeg kom da igennem det, og ungerne havde en god dag.

I dag er der FsS-opgør mellem Daniel og Finn. Jeg gætter på at Finn tager den, for Daniel har virket lidt ukoncentreret på det seneste. Lundini skal møde sin på papiret hidtil svageste modstander, men derfor kan han nu godt få problemer med Jes Knudsen. Leif møder en tysk junior, mens Thomas kan vinde lidt rating, hvis han får point imod en svensker i sidste runde af B-gruppen.

fredag den 25. juli 2008

En skidt dag

Det blev en skidt dag for Frederikssunds helte. Leif og Thomas fik som nævnt remis, men Lundini, Daniel og Finn tabte alle. Daniel havde ellers en fin stilling, indtil der lød et par eder henne fra hans bræt, og han gav op. Han havde bukket en officer væk i et slutspil med merbonde. Både Lundini og Finn blev slet og ret udspillet i deres partier.

Folkene fra Gladsaxe havde næsten en god dag. Thomas Struch havde kæmpet sig tilbage fra en dårlig stilling, men han kunne ikke finde ud af at sætte mat med løber og springer. Svær teknik, men noget som alle bør sætte sig ned og lære udenad. Poul Harders vandt endelig efter tre nuller på stribe. Med 2½ er han nu en smule over sin forventede score efter en lidt svingende turnering.

Peter Heine spillede sig op på topbrættet med en overbevisende sejr over Jacob Aagaard. I det hele taget har turneringen været præget af forrygende kampskak. Toppen er simpelthen så bred at man sakker bagud, hvis man blot spiller en masse remiser.

Nu har vi så gang i lynturneringen, hvor der deltager ca. 70 spillere. Stærke spillere som Nikolaj Mikkelsen og Allan Stig Rasmussen har meldt deres ankomst for at spille med. Her kl. 22 skal vi i gang med mellemrunden.

Et par hurtige halve

Både Thomas A og Leif spillede hurtige remiser. Daniel har stillet op til kongeangreb, mens Lundini fik lavet en fingerfejl, og står lidt presset med de hvide brikker. Finns stilling ser ret lukket ud, men måske kommer der snart gang i sagerne.

Varme

Sommeren er over os, og vi har det varmt her i Helsingør. I det mindste er det ikke konstant regnvejr som på samme tid sidste år.
8. runde er netop blevet sat i gang. Thomas A har hvid imod et juniortalent, og åbner med 1.g3. Leif er som altid optimistisk. Han møder nordmanden, som Finn bankede i går. Finn selv har fået endnu en nordmand. Lundini møder en englænder, der har skuffet en del i turnering. Bliver det mon en ny remis? Daniel møder en 1700-mand, og bør kunne vinde dette parti.

I toppen samles interessen om opgøret mellem den danske mester GM Peter Heine Nielsen og den britiske mester GM Jacob Aagaard. Vinderen vil være med helt fremme, mens taberen er ude i kampen om topplaceringerne. En af vores partiindtastere FM Jacob Carstensen har 5/7, og han møder GM Sune Berg Hansen i dag. En hård opgave for Jacob, mens Sune tvunget til at vinde, hvis han skal hente lidt af det tabte.

torsdag den 24. juli 2008

Update 2

Lundini holdt endnu en gang remis. Man skal åbenbart være IM'er for at besejre ham for tiden. Finn havde ganske rigtigt en god stilling, og vandt i komfortabel stil. Også Arne Bjørn Jørgensen fik endelig gang i spillet med en gevinst.

Nu skal der så spilles simultan med GM Lars Schandorff. I går var det undertegnede, der stod for simultanen med GM Artur Kogan. Læs mere om hvordan det forløb her: http://www.politikencup.dk/

Update

En hurtig update:

En lettere mut Daniel blev rullet på kongefløjen. Leif vandt på sin materielle fordel, men Thomas satte et tårn i slag og gav op. Lundini og Finn L kæmper stadig.

Birkerøds Arne Bjørn Jørgensen har haft en lidt skidt turnering indtil videre, og med 1½/6 er han røget ned på et af de sidste brædder. I dag forsøger han at mase en lavtratet nordmand, der dog bider godt fra sig.

Jeg fik mig også en sludder med Steen Kopperberg, der ofte har deltaget i Viking Cup. Han er nu medlem i Frederiksværk Skakklub. Han vandt i øvrigt i dag efter at han blev snydt af Daniel i går.

Jakob Aabling måtte som ventet ned. Eljanov skulle bruge 33 træk på at vinde dette møde.

En rundtur

Runden er i gang, og jeg tager en tur rundt på LO-skolen. Første stop er Dansk Skaksalg, som har den nye ChessBase 10 til salg. Jeg køber det sidste eksemplar, som Steffen P har liggende fremme, men han arbejder på at få skaffet nogle flere til landet hurtigst muligt. Jeg køber også en åbningsbog.

Så skal der kigges partier. Lundini har afgivet løberparret imod en højratet junior. Jeg tror at Lundini er ved at kede modstanderen ihjel. Der er i hvert fald ikke meget på færde. Daniels stilling ser til gengæld lidt suspekt ud, men her er heller intet afgjort. Finn L fortæller mig at har har en god stilling mod en franskmand (altså åbningen, ikke modstanderen). Jeg spørger hvordan det er muligt, men Finn griner bare. :-) Leif har en officer for et par bønder imod en junior. Mon ikke at han kører den hjem på rutinen. Thomas er til gengæld en bonde nede, men modstanderen har ikke været overbevisende hidtil, så der er stadig chancer.

Jeg går en tur ned forbi konferencesalen, hvor topbrædderne er placeret. Peter Heine har taget en hurtig remis, og står nu udenfor og sludrer med Sune Berg, der stadig har sit parti i gang. Roiz og Golod har også taget en hurtig halv, men ellers spilles der for fuldt tryk. Videre op til kommentatorrummet, hvor Per Andreasen analyserer på Jacob Aagaards sjældne 1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.c3. Vurderingen er at Aagaard har en fin stilling. Eljanov vs. Aabling bliver også analyseret. Jakob har modigt kastet sig ud i at diskutere en hovedvariant i kongeindisk imod en superstormester. Spændende at se hvor længe han holder til det, men efter 20 træk er han stadig med i partiet.

Jakob mod overmagten

Så er der en lille times tid til 7. runde går i gang. Et af dagens emner ved frokostbordet var Jakob Aablings møde med 1. seedede Eljanov. Har Jakob overhovedet nogen chance mod den ukrainske superstormester? Jakob har i hvert fald virket meget fokuseret og har forsøgt at forberede sig godt. Det bliver interessant at følge, og sikkert også lidt af en oplevelse at skulle møde så god en spiller, selv om man efter al sandsynlighed får klø.

onsdag den 23. juli 2008

Huggeblokken Lundini

Lundini spillede endnu en ret hurtig remis. Daniel så ud til at være i problemer, men kort efter havde han vundet. Finn L spillede remis, mens Leif og Thomas A tabte.

I toppen blev der taget en enkelt hurtig remis, men ellers er alle stadig i gang efter lidt over 3 timers spil.

Partierne

Jeg vil ikke gengive alle Frederikssundernes partier her, men blot henvise til Politiken Cups side med partier. Se siden her.
Der er dog lige et par partier, som jeg vil fremhæve.

I 1. runde mødte Thomas A en junior, der kun har spillet skak i under et års tid. Jeg mødte hans klubformand Martin Noer på gangen, og han regner med at Eigil bliver rigtig god, for allerede nu slår han rutinerede klubspillere. Det er egentlig ikke fordi Thomas spiller et dårligt parti. Han bliver bare stille og roligt udspillet.

Thomas, Andersen, Frederikssund (1000/-) - Eigil Larsen, Nordkalotten (1170/-)
1. e4 c6 2. Sf3 d5 3. e5 Lf5 4. d4 e6 5. Ld3 Se7 6. Lxf5 Sxf5 7. Lg5 Db6 8. b3 c5 9. c3 cxd4 10. Sxd4 Lc5 11. Le3 Sxd4 12. Lxd4 Lxd4 13. Dxd4 Dxd4 14. cxd4 Sc6 15. O-O Sxd4 16. Sc3 Tc8 17. Sd1 Kd7 18. Sb2 Tc2 19. Sd3 Thc8 20. g3 Td2 21. Tfd1 Tcc2 22. Txd2 Txd2 23. Sf4 Sf3+ 24. Kg2 Sxe5 25. Sh5 g6 26. Sf6+ Ke7 27. Sxh7 f6 28. a4 Kf7 29. Tc1 Txf2+ 30. Kxf2 Sd3+ 0-1

Så skal vi selvfølgelig også have Lundinis gevinst fra 2. runde:

Per Lund (1878/-) FM Jonathan Humphrey, Australien (-/2289)
1.e4 e6 2.d4 d5 3.exd5 exd5 4.Sf3 Sc6 5.Le2 Ld6 6.0-0 Sge7 7.Lg5 f6 8.Lh4 Sf5 9.Lg3 Sxg3 10.hxg3 Se7 11.c4 c6 12.Sc3 dxc4 13.Lxc4 Lf5 14.Te1 Dd7 15.d5 0-0-0 16.dxc6 Sxc6 17.Sh4 Lg4 18.Da4 Kb8 19.Lb5 Tc8 20.Tac1 Le5 21.Sf3 Lxf3 22.gxf3 g5 23.Se4 Dd4 24.Lxc6 Txc6 25.Dxd4 Lxd4 26.Txc6 bxc6 27.Kg2 Kc7 28.b3 a5 29.Th1 h5 30.Tc1 Kb6 31.Sd6 c5 32.Sc4+ Kb5 33.Sd6+ Kc6 34.Sc4 Td8 35.Tc2 Ta8 36.Te2 Kb5 37.Tc2 Ta6 38.Sa3+ Kb4 39.Sc4 a4 40.bxa4 Txa4 41.Kf1 Ta6 42.Se3 Lxe3 43.fxe3 c4 44.Ke2 Td6 45.e4 c3 46.Ke3 Kc4 47.f4 Td3+ 48.Ke2 Txg3 49.e5 Tg2+ 50.Kd1 Diagramstillingen. Lundini er blevet udspillet i slutspillet. Fx: 50...Tg1+ 51.Ke2 fxe5 52.fxg5 Kd4 53.Kf2 Txg5 vinder nemt for sort. I stedet begynder det nu at gå galt for sort: 50.-Txc2? Han har formentlig troet at bondeslutspillet vandt let. Det er dog ikke så lige til, når der er mulighed for mange fribønder. 51.Kxc2 fxe5?? Smider gevinsten væk. 51...Kc5! var eneste træk: 52.exf6 ( 52.a4 h4) 52...Kd6 53.fxg5 Ke6 54.a4 h4 og sort kommer først. 51...Kd5 duer derimod ikke, da kongen skal holde øje med a-bonden: 52.a4 gxf4 53.exf6 Ke6 54.a5 f3 55.a6 f2 56.a7 f1D 57.a8D med et dronningslutspil, som er svært at vinde for sort. 52.fxg5 Kd5 53.a4 opgivet??! Han troede åbenbart at han ville tabe nu 53.a4 h4 54.a5 h3 55.a6 h2 56.a7 h1D 57.a8D+ og den sorte dame falder. Sort holder dog remis med 55...Kc6! 56.a7 Kb7 57.g6 h2 58.a8D+ Kxa8 59.g7 h1D 60.g8D+ Kb7 61.Kxc3 1-0
Et klassisk Lundini-fusk.

tirsdag den 22. juli 2008

Midtvejsstatus

Så er der spillet 5 af 10 runder, og der kan gøres lidt status på første halvdel af turneringen.

Daniel: 2/5
Pligtsejre mod de svagere samt nederlag til stærke folk, selv om han var noget bitter i dag over at have udforberedt sin modstander og alligevel tabt.

Lundini: 2½/5
Det virker utroligt solid hvad han foretager sig, og når modstanderen dummer sig, så slår han til. 50% mod et snit på omkring 2200 er fremragende.

Finn L: 1½/5
Indtil nu har det ikke for alvor virket for Finn, men det har også været hård modstand.

Leif: 1/5
Leif har spillet udmærket, og lyder meget tilreds med sit eget spil. Skarpheden har dog manglet i de afgørende øjeblikke, og så ryger der altså nogle points.

Thomas A: 1/3
Thomas kom på tavlen i dag, så forhåbentlig kan det kaste mere af sig.

I toppen vandt Aagaard igen, og er nu den eneste på max. sammen med Savchenko. Et halvt point efter ligger bl.a. Peter Heine og Eljanov.

Af andre bemærkelsesværdige præstationer kan nævnes Martin Noers remis mod en græsk FM'er. Palle Nielsen fik igen remis imod en på papiret stærkere spiller. Brormand Prebens præstationer er lidt mere svingende, men han tog dog en sejr i dag, selv om han måtte arbejde lidt for det. Fra Gladsaxe var Thomas Struch ved at få skovlen under en norsk FM, der dog slap med remis til sidst. Poul Harders har 1½ point, men det er stadig et stykke over hans forventede score.

Nu skal der slappes af. Det er vist den eneste aften, hvor der ikke er programsat et eller andet, så aftenbajeren kommer muligvis lidt tidligere i dag.

Hurtigt færdige

Frederikssunderne var hurtigt færdige. Daniel tabte trods tårn i overvægt. Modstanderen havde rigeligt kompens i 5 fribønder. 3 af dem stod på d5, e6 og f5!
Per spillede en solid remis, og det samme var tilfældet med Finn. Leif måtte ned, mens Thomas var eneste mand med gevinst.

Med spil

Der er spillet 1½ time af 5. runde, og kamplysten virker stor i dag. I hvert fald er der ikke taget nogen pølseremiser på livebrætterne. Noget tyder på at Aagaard har fået en forberedelse ind mod Landa, men de har nok set en del mere end jeg har, så jeg tager nok snart en tur forbi kommentatorrummet og ser hvad Per Andreasen har at sige om partiet.
I de lavere rækker er der et par blow-outs, men ellers spilles der stadig frisk til i dag. Daniel møder svenske Conny Holst (jeg kan oplyse at Conny er et drengenavn i Sverige). Efter 20 træk siger Daniel at han stadig er i teorien, og han i øvrigt har haft det hele med hjemmefra. En god forberedelse, hvor han har en kvalitet, men en lidt åben kongestilling. Daniel mener at Conny leder efter et fornuftigt sted at afvige fra teorien.
Lundini møder rutinerede Sigfred Haubro. En hård modstander, men ikke desto mindre den pt. lavest ratede som Lundini har mødt. Det ser meget lige ud lige pt. Der er heller ikke sket noget afgørende i partierne hos Finn, Leif og Thomas. Leif møder Hillerøds Palle Skov. I går var Palle bestemt ikke tilfreds med at tabe til en underratet norsk junior.

Update kl. 15,45: Thomas vandt, da modstanderen åbenbart overså en mat. Daniel er et tårn oppe, men der er pivåbent foran kongen, så det er ikke klart hvad der sker. Leif mener at han står godt. Det skal jeg nok lige se lidt nærmere på.
Golod og Malakhov kom hurtigt i tårnslutspil, og tog remis, mens 2 x Berg (Sune og Emanuel) også har sluttet fred.

17-0!

17-0! GM Boris Savchenko havde ingen problemer med at feje al modstand til side ved aftenens simultan. Ganske vist var den samlede modstand ikke overvældende, men alligevel altid svært at vinde alt. Lars Christensen var blandt de "heldige", der fik kam til deres hår.

Tilbage til hovedturneringen, hvor der nu kun er 6 med maksimum (heriblandt Savchenko). Frederikssunderne havde en blandet dag, hvor Lundinis relativt korte remis med en højtratet færing reelt var dagens bedste resultat. Daniel og Leif vandt pligtsejre, mens Finn og Thomas måtte ned. Palle Nielsen måtte langt om længe notere et 0, men der er stadig en del rating i banken efter de første 4 runder. Hans klubkammerat Kristian Bjørneboe har også gjort det godt, og er ubesejret mod 4 højteratede folk.

Som turneringsleder har det været dejligt nemt. Der er stort set ikke brug for at lave indgreb, så vores arbejde består mest af alt af at samle resultater sammen.

mandag den 21. juli 2008

Lundini i krise!

Lundini måtte ned imod den schweiziske IM'er. Et drastisk fald i spilkvalitet, og der snakkes allerede nu om krise i krogene. I hvert fald så det ud til at han stille og roligt blev kørt over.
Finn vandt ret nemt, mens Daniel tillod et angreb og måtte ned. Leif havde for 3. dag i træk en mesterspiller, og trods god fight blev det til endnu et tab.

Vor ven Palle Nielsen er åbenbart i gang med noget, der ligner hans livs turnering. I hvert fald formåede han at holde remis imod Jacob Sylvan, og har nu 2/3 efter udelukkende at have mødt klart højere ratede modstandere. Inklusiv dagens 4. runde mod en junior med ca. 2150 i rating, så har Palle en forventet score på 0,15!

I toppen er der stadig 24 spillere med maksimum. Topseedede Ejjanov er overraskende ikke en af dem, da han smed en remis til en IM'er. 4. runde byder i øvrigt på danskeropgør når Peter Heine Nielsen og Sune Berg Hansen mødes.

Her til formiddag skal der så slappes lidt af efter en lang dag i går, med to runder og en del meget lange partier i 3. runde.

søndag den 20. juli 2008

Det er ren magi!

Ryd forsiden! Den store Lundini gør det igen. Denne gang gik det ud over en australsk FM'er. Lundini var ganske vist ved at blive alvorligt trængt i slutspillet, men så byttede modstanderen af til bondeslutspil med merbonde, som gik helt galt for ham, da Lundini havde en fribonde på hver fløj. Det hang smukt sammen for vor helt, og han er nu startet med 1½/2. Næste offer for Lundinis magi bliver den schweiziske IM Oliver Moor. Staklen aner jo ikke hvad der venter ham!
I B-gruppen måtte Thomas ret hurtigt ned mod en junior fra Nordkalotten.

I toppen er der stadig 54 spillere med maksimum. Med 1½ point har vi Palle Nielsen, der var godt tilfreds med at blive nævnt på bloggen i går. Han kvitterede i dag med en remis imod en højere ratet. Der skal også holdes øje med et par af mine klubkammerater fra Gladsaxe. Thomas Struch har før skabt sensationer i Politiken Cup, men har dog startet som forventet med 1/2. Poul Harders fik en remis i dag, da han udnyttede at modstanderen brugte alt for meget tid.
K41's formand Bjarne Eiholt var i højt humør i går efter en overraskende sejr, men i dag måtte han dog bide i græsset. Og så fik jeg også lejlighed til at følge lidt med i Martin Noers lange parti, hvor han vandt et slutspil med merbonde.

I øvrigt har turneringslederne ikke haft meget at lave andet end at samle resultater ind. Betænkningstiden med 30 sekunders tillæg gør at der ikke er nogen, der for alvor kommer i tidnød.

Kl. 16 starter 3. runde, så jeg må hellere tilbage til arbejdet.

Et par hurtige...

Daniel skyndte sig at banke Jacob Hein, og Finn røg lige så hurtigt ned mod Helsingørs Ib Jensen.

Lundini er godt tilfreds med sit supersolide spil, mens Leif har afviklet til tårnslutspil. Han mødet i øvrigt den norske junior, der bankede Eljanov i simultanen, men indtil videre er Leif da helt med i det parti. Thomas A er dukket op og venter på at B-gruppen går i gang kl. 13.

Seneste nyt: Leif kunne ikke holde slutspillet og tabte. Lundini holder stand.

Gaaaaaabbbb

*gaaaab* ... det blev lidt sent i går aftes, mens jeg sad og fulgte med i nogle forberedelser til dagens runde. I arrangørgruppen er der 6 partiindtastere, der samtidigt spiller med i turneringen. Det er Jacob Carstensen, Jakob Aabling, Jacob Kaaber, Steen Petersen, Jan Mose og Michael Agermose. De ligger alle med rating fra 2050 og op til ca. 2300, så når der diskuteres åbninger, så flyver det rundt med træk og varianter. Steen skal møde GM Krasenkow på livebræt 6, og kiggede på en variant i afslået Dronninggambit. Så vidt jeg kan se så var den forberedelse spildt, men han har nok også kigget på andre varianter.
En af de andre (vi holder navnet hemmeligt) havde bestemt ikke lyst til at møde fransk, som modstanderen normalt spiller. Vi forsøgte at give lidt selvtillid ved at spille lyn med fransk som tvungen åbning.

Her til formiddag (runder starter kl. 9) ser mange af de 300 skakspillere meget trætte ud. Lundinis modstander (en australsk FM) sidder i hvert fald og gaber højt. Var det mon fordi Lundini med hvid spiller afbytningsvarianten i fransk?

lørdag den 19. juli 2008

Aaaaannnd .... liftoff!

Og så er vi i gang. Som ventet en hektisk første dag, hvor flere hundrede skakspillere forsøgte at finde det rette skakbræt at sidde ved. Arrangørerne har dog lært af tidligere erfaringer så denne gang gik det relativt nemt at få alle på plads. En enkelt spiller kom over en time for sent og tabte uden kamp, men jeg skal undlade at kommentere på sagen, da den er gået videre til turneringskomiteen.

Som sædvanlig er det dagen, hvor der sker en masse hurtige nedslagtninger, men også nogle gedigne overraskelser. GM Lars Schandorff måtte af med en halv, men ikke meget længere nede på listen finder vi minsandten selveste Lundini, der køligt holdt remis imod Kent Ängskog, Sverige (2247). Vi kipper med flaget og ser frem til en stor turnering for Lundini.

De øvrige frederikssundere måtte til gengæld ned. Finn var godt tilfreds en overgang, men WIM'eren på den anden side af brættet viste hvem, der var bedst. Daniel havde den sværeste modstander, og det tog da også kun 1½ time inden det parti var slut. Leif strittede meget længe imod, men måtte ned til sidst. Thomas starter først turneringen i B-gruppen i morgen.
På billedet er det Leif i den hvide skjorte ved siden af den svenske WIM Christin Andersson.

For at vende tilbage til overraskelserne, så var der også point til en af denne blogs læsere. :-) Det var Ålsgårdes Palle Nielsen, der fik et vellykket matangreb ind på den tidligere Hillerød-spiller Peter Olsen. Og så var der juniortalentet Martin Haubro, der smart ofrede dronningen for at lave evig skak med to springere.
Som sædvanlig var der nogle ratingfavoritter, der fik sig et par grimme overraskelser imod velspillende juniorer.
På livebrætterne var der dog fuldt hus til favoritterne. Peter Svendsen kom på 1. brættet mod Eljanov, og det blev genstand for en del analyse i kommentatorrummet, hvor der dog kun reelt var spænding om hvilken gevinstvej, der var den letteste, for Peter fik ikke mange chancer.

Nu er det så tid til at slappe lidt af, for vi starter allerede kl. 9 med den første af 2 runder i morgen.

Stilhed før stormen

Dagen inden det hele går løs er en ret stille dag. Vi nåede det meste torsdag, så fredag formiddag er der tid til detaljerne og til at slappe lidt af. Eftermiddagen foregik på Hovedbanegården hvor vi arrangerede simultan med Eljanov og samtidigt uddelte PR-materiale til interesserede folk, som stoppede op for at se hvad der foregik. Et godt arrangement, og god PR for skakken som helhed. Eljanov vandt i øvrigt simultanen 16½-3½. Eneste nederlag var til en 14-årig nordmand!
På billedet er det Nicholas Nielsen (Helsingør), der udfører et træk, mens Claes Scherwin (Fredensborg) venter på at det bliver hans tur.

Her lørdag formiddag er der så ret stille igen. Ganske vist er der lidt mere liv ved morgenmaden, da spillerne nu så småt er ved at ankomme ankomme. Mange af de udenlandske stormestre er blevet afhentet i lufthavnen - flere af dem kommer direkte fra Vesterhavsturneringen.

Turneringslederne havde møde torsdag aften. Et af diskussionsemnerne var den nye betænkningstid: 100 minutter til 40 træk + 30 minutter til resten. Desuden tillægges 30 sekunder pr. træk. Netop tillægstiden kan være nyttig for skakdommeren, idet spillerne skal notere alle træk, uanset hvor lang tid de har tilbage. Så behøver vi ikke stå og notere træk for spillere i tidnød. Det kræver dog at spillerne lige vænner sig til dette, for mange har det på rygraden at de ikke behøver at notere, når de har under 5 minutter tilbage.

Vesterhavsturneringen slut

Så er det slut på Vesterhavsturneringen, hvor Daniel sluttede af med 4 remiser. Med 50% levede han præcist op til sin seedning som nr. 52. Undertegnede gætter på at han også stiger en anelse i rating.

GM Malakhatko vandt turneringen med 8/10.
Se resultater, partier, billeder osv. på Vesterhavsturneringens hjemmeside.

Daniels parti fra 7. runde, hvor modstanderen er heldig med at slippe afsted med en remis:

Jesper Nielsen (1718/-) - Daniel Andersen (1834/1969)

1.e4 e6 2.d4 d5 3.f3 dxe4 4.c3 e3 5.Lxe3 Sf6 6.Ld3 Sbd7 7.Se2 b6 8.0-0 Lb7 9.Sd2 Le7 10.Sg3 Sd5 11.Lf2 c5 12.Te1 0-0 13.a3 cxd4 14.cxd4 S7f6 15.Db3 Sf4 16.Lf1 Dd5 17.De3 Sg6 18.Tad1 Lc6 19.Lc4 Dd7 20.Sde4 Sd5 21.Dc1 Tac8 22.Db1 Lb5 23.La2 Sgf4 24.Sf1 Lc4 25.Lxc4 Txc4 26.b3 Tc6 27.Da1 Tfc8 28.Le3 f5 29.Sf2 Tc3 30.Lxf4 Sxf4 31.g3 Sd5 32.Td3 Lf6 33.Dd1 Txd3 34.Dxd3 Tc3 35.Dd1 Sc7 36.d5 Sxd5 37.Se3 Tc7 38.Sc4 b5 39.Se5 Dd6 40.Dd4 Dxa3 41.Dd3 Db4 42.Dd1 Dc3 43.Sed3 Te7 44.Te2 Da1 45.Sc1 Sc3 46.Dd8+ Kf7 47.Tc2 Se2+ 48.Txe2 Dxc1+ 49.Kg2 Dc3 50.Dh8 Kg6 51.h4 h6 52.Sh3 e5 53.h5+ Kf7 54.Dh7 Dd3 55.Dg6+ Kg8 56.Ta2 Dd7 57.Ta6 Te6 58.Dxf5 Dd2+ 59.Sf2 Txa6 60.Dc8+ ½-½

8. og 9. rundes partier var begge relativt lige hele vejen. Fritz mener dog at der bliver overset et par bondegevinster hist og her.

Daniel Andersen (1834/1969) - René Rauer Hansen (1894/2001)

1.c4 Sf6 2.Sc3 g6 3.e4 d6 4.d4 Lg7 5.f3 0-0 6.Le3 e5 7.Sge2 Sc6 8.d5 Se7 9.Dd2 Se8 10.0-0-0 f5 11.exf5 Sxf5 12.Lg5 Dxg5 13.Dxg5 Lh6 14.Dxh6 Sxh6 15.Sg3 Sf5 16.Ld3 Seg7 17.Sce4 Ld7 18.c5 Tad8 19.cxd6 cxd6 20.Sxf5 Lxf5 21.Sg3 Tc8+ 22.Kd2 Tc5 23.Le4 Lxe4 24.Sxe4 Txd5+ 25.Kc2 Ta5 26.Txd6 Txa2 27.Td5 Sf5 28.Kb1 Ta6 ½-½

Johnny Holler Johansen (1919/2029) - Daniel Andersen (1834/1969)

1.Sf3 Sf6 2.g3 g6 3.Lg2 Lg7 4.d4 0-0 5.0-0 d5 6.c4 dxc4 7.Sc3 Sbd7 8.e4 Sb6 9.h3 c6 10.Le3 Se8 11.De2 Sd6 12.a4 a5 13.Tfd1 f5 14.e5 Se8 15.d5 Sxd5 16.Dxc4 Sec7 17.Lb6 e6 18.Lxc7 Dxc7 19.Txd5 exd5 20.Sxd5 Le6 21.Sxc7 Lxc4 22.Sxa8 Txa8 23.Td1 Ld5 24.Sg5 Lxg2 25.Kxg2 Lxe5 26.Td7 Tb8 27.b3 h6 28.Sf7 Lg7 29.Sd6 b5 30.Tc7 bxa4 ½-½

10. rundes parti er ikke offentliggjort endnu.

torsdag den 17. juli 2008

Vel ankommet

Vel ankommet til LO-skolen snuppede arbejdsholdet en bid frokost inden der blev stillet borde og skakspil op til ca. 150 partier. Heldigvis har vi været mange til at deles om arbejdet, så her ca. 18.30 var vi mere eller mindre færdige. Der mangler stadig lidt finpudsning, men nu er det i hvert fald tid til lidt aftensmad og vi snupper nok også en øl senere i aften :-)

onsdag den 16. juli 2008

Sidste forberedelser inden afgang

Jeg sidder nu og er i gang med de sidste forberedelser inden det er afgang til LO-skolen. Materialet fra Dansk SkakDommerforening (DSD) er nu blevet kigget igennem et par gange. Der er også blevet tid til at se på nogle af de regelændringer, som er blevet foreslået fra FIDE's side. Det nye regelsæt skal vedtages senere på året, men inden da får de enkelte lande lov til at kommentere på de foreslåede ændringer.
Bare rolig, brikkerne vil gå på samme måde som før, men der kan dog hele tiden justeres og rettes i reglementet. F.eks. overvejer man nu at ændre på den regel, der siger at en spiller har tabt sit parti, hvis man kommer mere end en time for sent til partiet. Forslaget går ud på at sætte denne grænse ned til 15 minutter! Det synes jeg er lige barskt nok, selv om visse skakspillere nærmest har gjort det til en kunst at komme 57-58 minutter for sent. En grænse på en halv time mener jeg personligt selv er passende, men lad os nu se om forslaget bliver gennemført.

For deltagerne i Politiken Cup starter turneringen først på lørdag, men for sådan nogen som mig, der har rodet sig ud i at være en del af den organisatoriske stab, så starter showet allerede i morgen (torsdag) formiddag. Jeg skal være på LO-skolen kl. 12, men heldigvis har jeg fået en aftale med Jacob Kaaber om et lift (tak for det!).

Planerne for torsdag: Opstilling af borde osv. Sådan ca. fra kl. 12 til 21.... (støn!). Jeg håber at vi bliver færdige før det, men ellers må vi tage noget af fredagen med.

En del af mandskabet tager fredag til Københavns Hovedbanegård, hvor Eljanov skal spille simultan kl. 15. Der skal også deles ud af DSU's nye kampagnemateriale i forbindelse med skakserveren, så forhåbentlig giver det en masse god PR for skakken.

50% til Daniel

Daniel ligger stadig på 50% efter sejr i 6. runde og en lidt skuffende remis i 7. runde.
I 8. runde skal han have hvid mod René Rauer Hansen, Læseforeningen (1894/2001).

Her er partierne fra 3. til 6. runde. Jeg er dog ret sikker på at der er fejl i gengivelsen af partiet mod Kim Skaaning. 7. Ld2 fulgt af 8.Lf4 ser ret suspekt ud, og 27.Sxe6 ligner en meget dårlig kombination.

Kim Skaanning (2077/2173) - Daniel Andersen (1834/1969), 3. runde
1.e4 e6 2.Sc3 d5 3.Sf3 Sf6 4.e5 Sfd7 5.d4 c5 6.dxc5 Lxc5 7.Ld2 Sc6 8.Lf4 f6 9.exf6 Dxf6 10.Lg3 Sde5 11.Sxe5 Sxe5 12.Dh5+ Sf7 13.Sb5 Lb6 14.Sd6+ Kf8 15.Lh4 De5+ 16.Dxe5 Sxe5 17.0-0-0 Lc7 18.Sb5 Lb8 19.Te1 Ld7 20.Sd4 Sg6 21.Lg3 Sf4 22.Td1 Kf7 23.Sf3 Sg6 24.c4 Lxg3 25.hxg3 Lc6 26.Sg5+ Kf6 27.Sxe6 dxc4 28.Td6 Ke7 29.Txc6 bxc6 30.Sc7 Kd7 31.Sxa8 Txa8 32.Lxc4 Te8 33.Kd2 Ke7 34.Te1+ Kd7 35.Txe8 1-0

Daniel Andersen (1834/1969) - Vagn Skov Andersen (1778/-), 4. runde
1.c4 d6 2.d4 f5 3.Sc3 Sf6 4.Lg5 Sbd7 5.Dd3 g6 6.e4 fxe4 7.Sxe4 Lg7 8.h4 Sxe4 9.Dxe4 Sf6 10.De3 c6 11.0-0-0 Da5 12.Kb1 Lf5+ 13.Ka1 0-0 14.f3 Tae8 15.g4 Sxg4 16.fxg4 Lxg4 17.Le2 Lxe2 18.Sxe2 e5 19.d5 c5 20.h5 e4 21.hxg6 Tf3 22.Dc1 hxg6 23.Lh6 Ta3 24.Db1 Le5 25.Sf4 Tb3 26.Th2 Da4 27.Tg2 Kh7 28.Th1 Lxf4 29.Lxf4+ Kg7 30.Thg1 Tf3 31.Txg6+ Kf7 32.Lxd6 Dxc4 33.De1 Tf1 34.Txf1+ Kxg6 35.Dg3+ 1-0

Peter Husted (2089/2149) - Daniel Andersen (1834/1969), 5. runde
1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sd2 c5 4.exd5 Dxd5 5.Sgf3 cxd4 6.Lc4 Dd6 7.0-0 Sf6 8.Sb3 Sc6 9.Sfxd4 Sxd4 10.Sxd4 Ld7 11.c3 Dc7 12.Le2 Ld6 13.h3 0-0 14.Dc2 Lh2+ 15.Kh1 Lf4 16.Lxf4 Dxf4 17.Lf3 Dc7 18.Tad1 Tfe8 19.Db3 e5 20.Sb5 Lxb5 21.Dxb5 e4 22.Le2 Te5 23.Db3 a6 24.Dc4 De7 25.Dd4 e3 26.fxe3 Se4 27.Tf3 Sg5 28.Tff1 Se4 29.Kh2 Dc7 30.Dd7 Te7+ 31.Dxc7 Txc7 32.Lf3 Sf6 33.Kg3 Te8 34.Tfe1 g6 35.Td4 Te5 36.Tf4 Sd5 37.Te4 Txe4 38.Lxe4 Sb6 39.Kf2 Sc4 40.Te2 Kf8 41.Ld5 Se5 42.e4 Ke7 43.Td2 b6 44.Td4 Td7 45.Ke3 Td8 46.Lb7 a5 47.Txd8 Kxd8 48.Kd4 f6 49.b4 Ke7 50.Ld5 Kd6 51.a3 a4 52.c4 Sd7 53.Lg8 h6 54.Lh7 Se5 55.c5+ bxc5+ 56.bxc5+ Kc6 57.Lg8 Sd7 58.Ld5+ Kb5 59.c6 Sb6 60.c7 1-0

Daniel Andersen (1834/1969) - Aske Lynge Stubsgaard (1061/-), 6. runde
1.c4 e5 2.Sc3 Sc6 3.Sf3 g6 4.d4 exd4 5.Sxd4 Lg7 6.Sxc6 bxc6 7.e4 Se7 8.Le3 0-0 9.Ld4 Te8 10.Lxg7 Kxg7 11.Dd4+ Kg8 12.g4 d6 13.Le2 Lb7 14.0-0-0 Sc8 15.h4 h6 16.Dd2 Kg7 17.f4 c5 18.Ld3 Tb8 19.Tdf1 Tf8 20.Th3 De7 21.Tfh1 Sb6 22.Te3 Sd7 23.Se2 Tbe8 24.Sg3 Kg8 25.Te2 Lc8 26.h5 g5 27.Sf5 Df6 28.fxg5 Dxg5 29.Sxh6+ 1-0

søndag den 13. juli 2008

Som forventet

Daniel har i første halvdel klaret sig som forventet i VHT. Tre nederlag til højtratede og to sejre over lavere ratede. I 6. runde skal han møde en junior med 1061 i rating, så der skal bare vindes.

Gevinsten fra 2. runde:

Daniel Andersen (1834/1969) - Ewald Haslinger (1583/1711)
1.c4 Sf6 2.Sc3 g6 3.e4 d6 4.d4 Lg7 5.f3 0-0 6.Le3 e5 7.d5 Sh5 8.Dd2 f5 9.0-0-0 Sf6 10.Sh3 f4 11.Lg1 Lh6 12.g3 b6 13.gxf4 Lxf4 14.Sxf4 exf4 15.h4 Sh5 16.Se2 Sd7 17.Lh3 Se5 18.Lxc8 Txc8 19.Sd4 De7 20.Dc3 Tf7 21.Kb1 c5 22.dxc6 Sxc6 23.Sxc6 Txc6 24.Db4 Sf6 25.Ld4 Sd7 26.Db5 Tc8 27.Th2 Se5 28.Lxe5 dxe5 29.Td5 Tc5 30.Da4 Txd5 31.cxd5 Dc5 32.De8+ Tf8 33.De6+ Tf7 34.Tc2 De7 35.Tc8+ Kg7 36.Dxe7 Txe7 37.d6 1-0

Daniel havde hele tiden overtaget, men først ved 34.-De7 blev den afgørende fejl begået.

Følg med på turneringens hjemmeside.

Frederikssunderne

Så er det blevet tid til at præsentere de 4 FsS'ere (+ en enkelt tidligere FsS'er), der deltager i Politiken Cup.

Daniel Andersen
Rating: 1834
ELO: 1969
Alder: 39 år
Kommer aldrig i tidnød

En af landets absolut mest aktive turneringsspillere. I sidste sæson blev det til hele 129 koordinerede partier (!!). I denne sæson har han ”kun” nået at spille 115 partier (dertil kommer så hurtigskakpartier og klubpartier), med en score på 58 point (50,4%). I skrivende stund er han med i Vesterhavsturneringen, og efter Politiken Cup skal han spille Baltic Sea Cup.
Daniel er ret teoristærk, og har en meget stilren og solid måde at spille skak på. Ofte tager han point fra højere ratede spillere, som aldrig får chancen for at overmande ham. I sidste års Politiken Cup var han således ufatteligt tæt på at spille remis mod den senere turneringsvinder GM Nick de Firmian. Til gengæld så render han af og til ind i nogle koncentrationssvigt, som koster points imod overkommelige modstandere.

Per Lund
Rating: 1878
Alder: 46 år
Også kendt som: ”Lundini” eller ”Bødlen fra Bakkebyen”
Styrker: Åbning, midtspil, slutspil, taktik, psyke, mod, overblik, teknik, strategi, udholdenhed og fighterevne.
Svagheder: Tendens til overvurdering.

Den mand er farlig! Det er sjældent de mest polerede skakpartier, der kommer fra Lundinis hånd. Åbningsrepertoiret er ikke ligefrem fyldt med modeåbninger, men i stedet bliver der lagt vægt på aggressivt og kompliceret spil, som ofte ender i tidnøddramaer. Nåh ja, så er der jo kælenavnet ”Lundini”: Jeg kender ingen, som i den grad har været i stand til at sno sig ud af komplet håbløse stillinger – som oftest i egen tidnød. Det er ren Houdini. Lundini er berygtet for på magisk vis at snøre modstandere, der ellers føler sig sikre på at sejren er hjemme. Ganske vist må han bide i græsset af og til, men det sker aldrig uden at alle patroner er blevet brugt.

Finn Larsen
Rating: 1776
Alder: 57 år
Spiller ofte på ICC og E-skak

En snu taktiker. Spørger man Finn om hvordan det går i hans igangværende parti, så har han altid set et eller anden giftigt, som han mener at modstanderen kan ryge i. Det er således sjældent de langsigtede positionelle planer, der præger hans spil, men man skal hele tiden passe på, for fælder er der nok af, når Finn tryller ved brættet. Undertegnede har selv hæderlige resultater mod ham, men i klubmesterskabet har jeg af uvisse årsager en elendig score (½/8).

Thomas Andersen
Rating: 1000
Alder: 37 år
Deltager i B-gruppen

Thomas har længe ligget i den tunge ende af ratingskalaen, men det bliver heller ikke nemmere af at han ofte render ind i talentfulde juniorer, der er på vej frem. Han har sat sig et mål om at nå over 1100 i rating i år, men det kræver i hvert fald et godt resultat ved Politiken Cup, så det bliver spændende at følge.


Desuden må vi ikke glemme en tidligere FsS’er, som også er med:

Leif Bernard
Rating: 1643
Droslede lidt ned på skakken til fordel for korsang.

For et par år siden meldte Leif sig ud af FsS for at hellige sig andre fritidssysler. Skakken har dog ikke været alt for langt væk, og han er således stadig enkeltmedlem. Nu gør han så comeback, og det bliver interessant at se om han stadig kan finde ud af at flytte rundt med brikkerne.
Spillestilen er normalt relativt rolig, men det sker at han kaster sig ud i større komplikationer.

Held og lykke til alle 5!

fredag den 11. juli 2008

Forventede klø

Indlægget opdateret et par gange, da partierne blev forbyttet.

Daniel fik som forventet klø af den russiske IM Spirin. En kort stund troede jeg at Daniel havde lavet en sensation og udspillet modstanderen, indtil de ellers effektive vestjyske arrangører opdagede at de havde byttet om på to livebrætter. Desværre fik de ikke ombyttet de rigtige to partier, så det var et helt tredje parti, som Daniel var indblandet i.

Partiet:

IM Oleg Spirin (2448) - Daniel Andersen (1834/1969)
1.d4 Sf6 2.c4 g6 3.g3 Lg7 4.Lg2 d5 5.cxd5 Sxd5 6.e4 Sb6 7.Se2 e5 8.d5 c6 9.Sbc3 0-0 10.0-0 cxd5 11.exd5 f5 12.a4 Sa6 13.Db3 Sc5 14.Da2 Ld7 15.a5 Sc8 16.Dc4 Se4 17.Sxe4 fxe4 18.Sc3 Sd6 19.Db4 Lf5 20.Sxe4 Lxe4 21.Lxe4 Tc8 22.Lg2 Tc4 23.Db3 Dd7 24.Le3 a6 25.Tfc1 Tfc8 26.Lf1 Txc1 27.Txc1 Txc1 28.Lxc1 Sf5 29.Dc4 Lf8 30.Ld2 Sd6 31.Db3 Le7 32.Lc3 Lf6 33.Db4 h5 34.h4 Kh7 35.Lh3 Dc7 36.Le6 Lg7 37.Ld2 Lh6 38.Lc3 Lg7 39.Kg2 Sb5 40.Ld2 Dd6 41.Dc4 Dc7 42.Dxc7 Sxc7 43.Lc8 1-0

14.-Ld7 koster en bonde, og derfra er det spil til et mål.

Daniel vandt i 2. runde over Ewald Haslinger, Østrig (1583/1711), og skal møde Kim Skaaning, Frem (2077/2173) i 3. runde.

Se også VHT's livedækning.

torsdag den 10. juli 2008

Vesterhavsturneringen

I morgen skydes Vesterhavsturneringen i gang, og fra Frederikssund har vi som sædvanlig Daniel med. Pt. er han seedet som nr. 52 ud af 92, så han møder formentlig en IM'er med rating omkring 2450 i 1. runde. Usikkerheden skyldes at deltagerne har mulighed for at melde afbud til 2 runder undervejs. Det skal dog ske inden turneringen går i gang, og muligheden for afbud gælder ikke de to sidste runder. Afbuddene kan godt mudre rundelægningen en smule.

mandag den 7. juli 2008

Ferie

Min første feriedag…. og så regner det! Nå, men så må man jo blive indendørs og blogge lidt videre. Der er nu 270 tilmeldte til hovedturneringen i Politiken Cup. Det må siges at være flot, men mon ikke at det endelige deltagerantal kommer tæt på 300?! I B-gruppen går det til gengæld lidt langsomt. Kun 8 tilmeldte her, men der kommer sikkert også nogle tilmeldinger til sidst.

Af de mange tilmeldte er der selvfølgelig en del fra lokale klubber. Toppen består hovedsagelig af (nuværende og tidligere) østeuropæere, men der er også nogle danskere og svenskere, der blander sig. Den mest prominente af dem er selvfølgelig Peter Heine Nielsen, men de nordsjællandske skakligaklubber har stort set alle deres topspillere i aktion (Emanuel Berg, Sune Berg Hansen, Lars Schandorff, Jonny Hector, Stellan Brynell osv.). Man bemærker også skotske Jacob Aagaard fra Sydøstfyn, men som bekendt startede han sin karriere i det nordsjællandske, og har spillet for flere klubber i området. En farlig mand i feltet er Jens Kristiansen, der nu har spillet for Bornholms Skakklub i et par år.

Ellers skal vi et stykke ned i rækkerne for at finde nordsjællandsk repræsentation. Allerød, Hillerød og Hørsholm har nogle af deres divisionsspillere med. 1. runde kan gå hen og blive ret interessant for Hillerøds Peter Svendsen. Han er lige nu seedet som nr. 135, hvilket lige præcis er nederste mand i øverste halvdel af feltet. Kommer der et par tilmeldinger mere fra højtratede spillere, så kan han ryge ned som øverste mand i nederste halvdel. Det vil betyde at han i 1. runde så skal møde Eljanov, der er seedet som nr. 1! Også folk som Rudersdals k-skak stormester Arne Bjørn Jørgensen og Martin Noer (alias Mr. Nordkalotten) er ”i fare for” at skulle møde 2600+ modstandere i 1. runde. De første 2-3 runder plejer gerne at være rene nedslagtninger på grund af store styrkeforskelle, men jeg tror at de fleste af os dødelige skakspillere tager det som en oplevelse at få ørene i maskinen hos en stormester.

Lidt under midten begynder de første FsS’ere at dukke op (dem gemmer vi lidt endnu). Man lægger også mærke til at Ålsgårde stiller med hele 6 mand, men de må også siges at have kort vej til LO-skolen. Den nederste del af feltet får næppe meget at skulle have sagt i topstriden, men hold øje med de norske juniorer, der ofte spiller langt bedre end deres ratingtal antyder.

Følg med i tilmeldingerne på www.politikencup.dk.

tirsdag den 1. juli 2008

Copenhagen Chess Festival / Politiken Cup

Hvad er det så for et arrangement, som jeg har rodet mig ud i? Ja, Politiken Cup er pt. Danmarks største skakturnering. Selv det årlige DM-stævne er blevet overhalet på deltagerantal.
Politiken Cup har i nogle år været synonym med Copenhagen Open, der er Københavns Skak Unions (KSU) årlige turnering. Tidligere har det været to forskellige begivenheder, hvor Politiken Cup har været afholdt forskellige steder, f.eks. i flere nordsjællandske byer og på Bornholm. Det er nu endt med at Copenhagen Open har fået noget nær patent på navnet Politiken Cup.
Politiken Cup er hovedattraktionen i Copenhagen Chess Festival (CCF). Den dækker over en lang række skaklige aktiviteter, der bliver arrangeret rundt om Politiken Cup, f.eks. simultaner, juniorturnering, lynturnering og meget andet.
I en del år blev Politiken Cup spillet i Nørrebrohallen. Deltagerne led under både støj og varme, men man kunne alligevel ikke rigtigt forestille sig det anderledes. Det var en del af turneringens charme. Til sidst valgte man dog at slagte den hellige ko, og flyttede turneringen til noget pænere forhold på Quality Hotel i Høje Tåstrup. En klar forbedring, og deltagerantallet viste da også at det havde været en god idé. Ydermere havde man nu nem adgang til indkvartering af deltagerne - ikke mindst de stormestre, som man fik lokket til at være med.
Det eneste problem var at pladsen var ved at blive for trang til alle de mange deltagere. Derfor forsøgte man at finde et nyt spillested, og det lykkedes så sidste år. Man fik en på alle måder glimrende aftale med LO-skolen. Jeg kender ikke detaljerne i aftalen, men ifølge mine oplysninger ville det nærmest have været en hån imod dansk skak, hvis man sagde nej til tilbuddet. Ulempen er dog at LO-skolen ligger i Helsingør. Der er uden tvivl en del københavnske skakspillere, der har været ret utilfredse med at på få år flyttede "deres egen turnering" fra Nørrebro til Helsingør. Til gengæld har man så fået rigtigt gode spilleforhold, og jeg har kun hørt positive tilbagemeldinger om LO-skolen. Jeg glæder mig til at se det ved selvsyn.
Som nævnt er det KSU, der står for at arrangere Politiken Cup/CCF. Til det kræves mange frivillige folk, hvoraf flere knokler i døgndrift før, under og efter det hele løber af stabelen.Primus motor er KSUs formand Lars-Henrik Bech Hansen. En ægte organisator, der sætter en masse ting i gang og får dem til at ske. Han har så samlet en stab af hjælpere, som jeg ikke vil remse op alle sammen, men der skal bl.a. bruges folk til økonomi, børneturnering, indtastning af partier (6 mand!) samt webside og livedækning. Endelig er der jo skakdommerne. Claus Olsen (KSUs holdturneringsleder) er chefturneringsleder, mens Aage Olsen, Anil Surender og undertegnede er de øvrige dommere. Desuden har vi Lars-Henrik Bech Hansen og Jan Petersen til at hjælpe os i tidnøden.
Trods de mange arrangører, så får vi med garanti travlt når der skal holdes øje med ca. 300 skakspillere, men det skal nok blive sjovt alligevel.