tirsdag den 9. august 2011

Afrunding

Jeg må hellere få skrevet min afrunding inden de sidste læsere forlængst har fundet andre skaksider at fornøje sig med.

Hvordan gik det så?:
Set fra arrangørernes side gik det som sædvanligt strålende. Det var vores klare fornemmelse at de mange deltagere havde nogle rigtigt gode oplevelser, og mange af dem kommer forhåbentlig igen til næste år.

Var der noget, der gik knapt så godt?
Ja, vi havde en enkelt dommerkendelse som var lige lovlig hård. Turneringskomitéen rettede dog op på fejlen, og vi må bare erkende at man ikke kan ramme plet hver gang. Der var også andre små fodfejl, men dem lærer vi af og bliver bedre til næste år.

Spilleforholdene?:
Vi havde fået fat i nogle andre borde end dem vi har brugt de seneste par år. De var langt mere velegnede, og passede bedre til stolene. Bordene betød en væsentlig forbedring for deltagerne.

Glassalen/C13 er efterhånden blevet omdøbt til "svedekassen" - simpelthen fordi, der bliver kogende varmt med 44 skakspillere derinde og uden mulighed for udluftning. Til næste år dropper vi det lokale, og finder pladserne andetsteds på Konventum.

Sidearrangementerne?:
For at Politiken Cup skal være mere end bare en skakturnering, så arrangeres en række sidearrangementer. Vi prøver at finde på nye ting hvert år, men det vigtige er at der også sker noget om aftenen, så deltagerne ikke bare tager hjem efter deres parti. I år havde vi de mere traditionelle ting som lynturnering, simultan og slutspilsforedrag. Men det blev også til et par nye idéer. Per Andreasens foredrag om hans politiarbejde i Irak og Kosovo havde ikke skakrelevans, men det er alligevel utroligt spændende at høre om Pers oplevelser. Årets publikumstræffer blev dog forpremieren på filmen "Bobby Fischer against the World". Jeg vil anbefale at man går ind og ser den i Dagmar, når den har premiere senere på måneden. Det jeg især bed mærke i, var hvor stor Fischers match mod Spassky i virkeligheden var. Større end mange af de begivenheder der ellers rystede verden tilbage i starten af 70'erne. Vi kommer næppe til at opleve noget lignende igen.

Mit arbejde?:
I 2008 var min primære opgave at være skakdommer og klare diverse andre opgaver. Det har ændret sig en del, og jeg har ikke lavet ret meget dommerarbejde i år. Det er mest blevet til afløsning eller aflastning af de øvrige dommere. Nu er mine arbejdsopgaver primært at få taget billeder og video og redigere det til visning på politikencup.dk. Desuden har jeg hjulpet pressechef Jan Løfberg en del med historier til websiden og billeder og diagrammer til artikler og lignende. Man kan hurtigt blive overrasket over hvor mange timers arbejde man kan bruge på det.
Dertil kommer så alle de timer jeg lægger både inden og efter turneringen. Der ligger meget arbejde gemt i at administrere tilmeldinger, finde spillerfotos opdatere ratingtal, osv. Ikke alt er lige festligt, men det skal jo gøres for at turneringen forløber som den skal.

Hvorfor arrangør af Politiken Cup?
Fordi det er sk... sjovt! Man får mange nye skakvenner, og man knytter tættere bånd til de skakvenner man allerede har. Og så skal man heller ikke undervurdere at arrangørerne tager en masse viden med sig ud i klubberne til glæde og gavn for andre skakarrangementer.

Næste blogindlæg?:
Jeg er meget i tvivl om jeg vil fortsætte bloggen. I år har jeg ikke haft den nødvendige tid og overskud til at få skrevet tilstrækkeligt meget, og spørgsmålet er om det vil blive bedre næste år. Jeg ved det ikke, men det må jeg tage op til overvejelse, når det hele er kommet lidt på afstand.
Måske bliver næste blog-indlæg til påske næste år. Jeg har lovet at hjælpe med arrangementet af DM 2012, som foregår - ja rigtigt gættet! - på Konventum i Helsingør. Vi ses!

søndag den 7. august 2011

Slut på Politiken Cup 2011

Så er Politiken Cup 2011 slut. Præmierne er uddelt og Kurnosov løb med 1. præmien. De sidste ting er ved at blive pakket sammen, og der skrives nyheder og lægges billeder på politikencup.dk for at få afrundet det hele på ordentlig vis.

Daniel Andersen skal jeg også lige have rundet af. 4½/10 var lidt under forventet, og han må af med lidt rating.

Jeg har desværre ikke fået skrevet så meget her på bloggen som jeg gerne ville. Der har ikke rigtigt været tid og overskud til det. Der mangler dog et afrundende indlæg, og det skal nok komme inden for de næste par dage.

fredag den 5. august 2011

Baren er åben

De sidste par dage har været ret begivenhedsrige, og så er det svært at få taget sig sammen til at skrive her på bloggen, men nu tager vi lige en opsamling.

Min klubkammerat Daniel Andersen har vundet i runde 6 og 7, og han har stort set indhentet det tabte. I dag skal han møde en svensker med 2175 i rating, så forhåbentlig kan han fortsætte de gode takter.

En tidligere klubkammerat fra Frederikssund Thomas Johansson gør det også udmærket. Han var helt oppe på livebrætterne i går, men måtte dog notere et nederlag mod en hollandsk IM'er.

Konventum er udstyret med en dejlig kælderbar, men de første dage var den desværre ikke åben. Lidt ærgerligt for de folk, der gene ville have en pils og et slag lynskak. Tirsdag aften var der så endelig betjening i baren. Det har ofte den effekt at man kommer lidt senere til køjs, men pyt med det!
Forleden aften satte Tom Skovgaard sig til klaveret i baren. Tom er en glimrende jazzpianist, og det var herligt med lidt hyggemusik til aftenpilsneren.

I aften er der lynturnering, og mange skakspillere kommer forbi Konventum for at deltage. Der er også et par af stormestrene, der er tilmeldt, så det skal nok blive spændende.

tirsdag den 2. august 2011

Hector!

Jonny Hector har lige blæst den stærke stormester Daniel Fridman ud af brættet. Så har svenskeren 5/5 lige som de sidste par år, men kan han holde fast i toppen denne gang?

Peter Heine har besejret gamle Oleg Romanishin, mens de to øvrige danske stormestre kæmper endnu.

Åh, disse minder!

5. runde er netop sat i gang. Jeg vikarierer i dag for Poul Jacobsen på Plan 2 (midterfeltet), og har derfor sat mig med computeren i et lille lokale. I restauranten lige inde ved siden af sidder der gæster til en 70 års fødselsdag. Ud over at være konference- og kursuscenter, så bruges Konventum også som selskabslokaler, men selskaberne plejer ikke at forstyrre skakturneringen (eller omvendt).

Bedst som der er faldet lidt ro på efter rundestart, så brydes stilheden pludseligt. Der er en spillemand, der har grebet harmonikaen, og så bliver der ellers sunget med i vilden sky på "Åh, disse minder". Jeg får godt nok travlt med at få lukket døren til det nærmeste spillelokale. Skakspillerne tog det pænt og flere kunne ikke lade være med at more sig over det. Heldigvis varede sangen ikke så længe og freden har igen sænket sig over spillelokale B24.

Nu har jeg så haft besøg af norske Bjørn Berg Johansen, som tager billeder af alle de norske deltagere. Man kan se billederne efterhånden som han får lagt dem ind på hans hjemmeside www.sjakk.net

Kommentatorrummet

Så er mandagens strabadser vel overstået. Det foregår lidt mere roligt med kun en enkelt runde pr. dag, men vi keder os nu ikke. Jeg har tilbragt et par timer af runden i kommentatorlokalet, hvor jeg redigerer billeder på min bærbare pc. Samtidigt har jeg et halvt øre lyttende med på Per Andreasens vise ord om dagens partier, så jeg kan følge med, hvis der sker noget interessant.

Og det er for alvor ved at blive interessant. Nu møder stormestrene hinanden, og udskilningsræset i toppen er for alvor begyndt. Den sympatiske svensker Jonny Hector plejer altid at starte med 4-5 gevinster i Politiken Cup, og i år har han også tromlet al modstand. Det skal blive sjovt at se hvad han kan gøre mod GM Daniel Fridman i morgen.

Niels Skou fortsætter med at imponere. I kommentatorlokalet er der eller enighed om at hans gode stilling med IM Christian Jepson er løbet ud i et remis-slutspil, men næste gang Per A vender tilbage til partiet, så har sensationsmanden Skou vundet! Hans træner Jacob Carstensen er svært tilfreds med den præstation, selv om han må finde sig i at ligge et halvt point efter sin elev.

Daniel Andersen kommer ind i kommentatorlokalet, og det er ikke svært at aflæse at han har tabt i dag. I morgen bør han dog kunne tage revanche mod Carl Aage Petersen fra min anden klub, Gladsaxe.

Som sædvanlig dukker der mange stærke spillere op i kommentatorrummet. IM Nikolaj Mikkelsen kommer med mange (gode) forslag fra en af de forreste rækker. Tyske Rick Burmeister (2298) kommer med nogle interessante forslag til varianter i et bestemt parti. Snakken går straks over i engelsk indtil Per A går videre til næste parti. Også Hvenekilde kigger forbi, hvilket ikke kan undgå at afføde nogle drillerier mellem ham og Per A.
I kommentatorrummet er der virkelig noget for den lærelystne, men for tilhørerne kræver det dog at de selv har et vist skakligt niveau for at de kan få noget ud af det. Nybegyndere vil næppe kunne følge med i alle de varianter, der flyver frem og tilbage.

Hvis du kommer forbi Konventum under Politiken Cup, så sæt en times tid af til at følge kommenteringen. Det er både lærerigt og underholdende.

mandag den 1. august 2011

En stille morgen

Stemningen her til morgen er lidt mat, efter den lange dobbeltrunde i går. Man skal lige op i omdrejninger igen. Efter lidt morgenmad og en kop kaffe, så vågner man alligevel lidt op.

Ved morgenbordet sidder Niels Skou fra Evans, og han er svært tilfreds med sine resultater i går. En gevinst og en remis mod to IM'ere er ret godt gået af en spiller med 2020 i dansk rating. Niels fortæller at han for nylig er begyndt at spille skak igen efter ca. 20 års pause. Det gør bare succesen endnu mere overraskende, men han skal møde endnu en IM'er i dag, så det bliver spændende at se om han kan holde dampen oppe.

Efter morgenmaden tager jeg en tur ned i stævnekontoret, hvor vores to fynske dommere Hans Milter Pedersen og Poul Jacobsen er i gang med en længere snak. Det drejer sig om hovedkredsstruktur og holdturnering, og selv om emnet som sådan ikke er specielt spændende, så er det noget der i sidste ende har stor betydning for klubberne. I aften skal jeg selv til et møde om hovedkredsstrukturen på Sjælland, og i det hele taget er skakunionens struktur noget der tales meget om for tiden.

Jeg lader de to fynboer snakke videre, og griber en stak rundekort, som skal uddeles i spillelokalerne. Man får travet nogle km når der skal placeres rundekort, navneskilte og noteringslister samt stilles ure. Lidt trivielt arbejde, men det skal jo gøres for at turneringen fungerer.

Efter turen med rundekortene går jeg igennem opholdsstuen, hvor man hører både danske, svenske, norske og af og til også russiske dialekter. Selv om der kun er 3 russere med i feltet, så er der en del tidligere russere, som har skiftet statsborgerskab. De finder naturligt nok sammen i restauranten omkring spisetid.

På vej mod mit værelse spotter jeg Sune Berg Hansen i et fredeligt hjørne med sin laptop. Mon han er i gang med sin skakspalte i Politiken?

Nu er jeg så nået frem til mit lille værelse på Konventum og skriver dette indlæg, men nu skal der lige slappes af en halv times tid så jeg er klar til rundestart kl. 13 i dag.

søndag den 31. juli 2011

Godnat og sov godt!

Så er klokken tæt på midnat, og det må være tid at gå til køjs. Søndagen med dobbeltrunde er altid ret opslidende, men heldigvis var alle partierne afsluttet inden klokken 21, så det blev alligevel ikke så sent som tidligere år. Nu gælder det bare om at få en god nats søvn, så hele arrangørteamet er klar til den kommende måneds strabadser.

Ind i rytmen

Så er 3. runde så småt på vej mod en afslutning, men er traditionelt en runde, hvor der spilles meget længe. Gad vide hvor længe vi skal vente på at få de sidste partier afsluttet?!

Arrangørteamet er efterhånden kommet ind i en rytme omkring alle vores gøremål. Alle pligterne bliver bare gjort uden at vi behøver at minde hinanden om det. Partiindtasterne ser ud til at kunne følge med i strømmen af noteringslister, der lander på deres bord, og i dag fik de hjælp af Jacob Kaaber, der plejer at være en del af taste-teamet, men ikke kunne være med i år. Han havde dog tid til at kigge forbi i dag, og gør det nok igen til lynturneringen på fredag.

Min klubkammerat Daniel Andersen vandt i øvrigt i 2. runde, og 3. runde blev det til en fin remis mod stærke Michael Jørgensen fra Helsingør. Daniel var ellers ikke helt tilfreds med sit åbningsspil, og mente at Lb4 var en fejl. Partiet kommer forhåbentlig på Politiken Cup siden i løbet af aftenen.
Daniels resultater og partier.

Søndag

Så blev der igen en ledig stund til at skrive lidt her på bloggen. Vi er godt i gang med den lange søndag hvor der skal afvikles 2 runder. Det er skal fra kl. 9 til kl. 22-23 stykker, kun afbrudt af en times pause. Specielt pausen mellem 2. og 3. runde bliver hektisk, da vi skal nå at sætte det hele op igen inden 3. runde starter kl. 16.

Jeg skrev igår at Daniel Andersen ikke havde mange chancer imod GM Daniel Fridman. Her til morgen mødte jeg Daniel A, og han fortalte at stormesteren mente at Daniel A stod bedst kort før han måtte opgive.
Partiet kan ses her, og så kan man jo selv vurdere slagets gang.

Det har været småt med "episoder", hvor dommerne har været i aktion. Det er primært urene, der volder lidt problemer. Et enkelt ur gik i stå efter en time i 1. runde, og minsandten om ikke det gentog kunststykket i dag. Det ur er naturligvis ikke længere i brug.

Det meste af min tid går med at tage og redigere både video og billeder. Vi skal gerne have sat billeder på alle deltagerne inden turneringen er slut.
Se billederne her efterhånden som vi får lagt dem ud.

lørdag den 30. juli 2011

Travle dage

Det har været et par travle dage. Derfor er der gået lidt tid siden sidste indlæg. Gårsdagens simultan på Hovedbanegården sluttede først ca. kl. 19.30, men inden vi nåede hjem, så var klokken 21. Godt mørbankede efter en lang dag.

I skrivende stund har vi fået sat 1. runde i gang og efter den sædvanlige hektik omkring turneringsstart så kører det hele bare, og de første resultater er løbet ind. Min klubkammerat Daniel Andersen gik helt galt i åbningen på bræt 4 mod GM Daniel Fridman, og han fik ikke et ben til jorden mod stormesteren.
Som sædvanligt bliver den nederste halvdel af feltet slagtet af den øverste halvdel, men mon ikke at favoritterne når at afgive 10-12 points i dag?!

torsdag den 28. juli 2011

Endelig lidt afslapning

Så er det meste stillet op og vi er næsten klar til at modtage de 300 skakspillere. Der mangler lige nogle småting, som vi klarer i morgen, fredag.

Vi har lige nydt aftensmaden, og slapper lidt af hver for sig. Kl. 20 mødes vi så alle for at planlægge simultanen på hovedbanen i morgen samt hvad der nu ellers måtte være af udeståender. Indtil da vil jeg smække de trætte ben op i vandret position.

Afgang!

Så er det afgang til Konventum (LO-Skolen) i Helsingør. Der er kun et par timer til jeg skal afsted. Alt er pakket (håber jeg) klar til at vi kan få skabt en festlig Politiken Cup.

De sidste par dage har gået med at få styr på de sidste tilmeldinger (og afmeldinger), og lige nu har vi 309 tilmeldte, hvilket er 2 mere end rekorden fra 2009. Der må dog forventes et vist frafald af folk, som af en eller anden grund ikke møder op, så der er brug for 5-10 tilmeldinger mere for at slå rekorden.

Dommer teamet er næsten det samme som sidste år. Dog mangler vi IA Anil Surender, som desværre ikke har tid, da han er "Ordförande" for det svenske skakforbund. Som afløser har vi Hans Milter Pedersen fra Nyborg Skakklub.

Dagen i dag bliver vanen tro den hårdeste. Der skal opstilles borde og skakmaterialer. I år får vi nogle andre borde. Forhåbentlig er de lettere, og måske passer de endda bedre til stolene, så pladsen i spillelokalerne kan udnyttes bedre.

Nu skal jeg lige have klaret de sidste småting, og så er det ellers bare afsted til Konventum!

God fornøjelse til alle deltagerne i årets Politiken Cup!

søndag den 26. juni 2011

En tur mere i karrusellen

Så tager vi en tur mere i Politiken Cup karrusellen. Der er godt en måned til vi igen mødes på konventum i Helsingør for at arrangere det der muligvis er Nordeuropas største skakturnering. Vi forventer over 300 deltagere igen i år, og det ser ud til at vi pt. er en anelse foran med antallet af tilmeldte i forhold til de seneste år.

Her op til turneringen er jeg med til at administrere de tilmeldinger, som kommer ind. Det drejer sig mest om at korrigere eventuelle stavefejl og sætte et billede på deltagerens profil. Når vi runder 1. juli, så begynder vi også at rette deltagernes ratingtal, de de kan have ændret sig siden tilmeldingen.

Copenhagen Chess Festival/Politiken Cup tegner til at blive endnu et rigtigt flot arrangement, og jeg glæder mig til vi skal i gang igen. Jeg forventer at skrive 1-2 indlæg mere inden det for alvor går løs. Følg også med på www.politikencup.dk.