tirsdag den 28. juli 2015

Andreasen's words of wisdom (3)

Tommelfingerregler er gode at have, og dem er Andreasen naturligvis også leveringsdygtig i:

Hvis der bliver slået en brik, så slår vi altid tilbage med det samme.
”Hvis en brik er truet, så dækker vi den med det samme.”

Disse regler bliver som regel fulgt op med ordene: ”Sådan gør vi i Nørresundby.”

Tidligere visdomsord

Stillingsgentagelse

Det er ikke så meget at vi som skakdommere rent faktisk dømmer. Langt hovedparten af det vi laver, er nærmere servicefunktioner som f.eks. resultatindsamling og vejvisning for de mange skakspillere, der bliver lidt rundforvirrede af at gå rundt på Konventum.

I dag har jeg dog været i aktion. En spiller krævede remis ved stillingsgentagelse, og da modstanderen ikke var enig, så måtte de rekonstruere partiet under overværelse af en dommer (= mig). Det viste sig at stillingen ikke havde været på brættet 3 gange, så jeg bad dem om at fortsætte partiet, og kravstillerens modstander blev kompenseret med 2 minutter ekstra på sit ur.

Et træk senere blev der igen krævet remis ved stillingsgentagelse. Denne gang var den god nok, og jeg kunne dømme partiet remis. Egentlig en simpel opgave for en rutineret skakdommer, men man skal selvfølgelig lige vide hvordan procedurerne er, så ikke det ender i kaos.

mandag den 27. juli 2015

Andreasen's words of wisdom (2)

Nogle gange kan det være svært at bedømme en stilling, men det har Andreasen også nogle visdomsord om:

Hvis du er i tvivl om hvem, der står bedst – så kig på ratingtallene

Tidligere visdomsord

Lynsejr til Lundini

Lundini vandt en lynsejr: 1. e4 c5 2. Sf3 d6 3. d4 cxd4 4. Sxd4 Sf6 5. Sc3 g6 6. f4 Lg7 7. e5 dxe5 8.fxe5 Sg4 9. Lb5+ Kf8 10. Se6+ og dronningen falder. 1-0

Daniel mangler til gengæld en kvalitet. Jeg kan ikke se at der er ret meget kompens.

Døgnrytmen

Nu er dobbeltrunden overstået. Den er et nødvendigt onde, men man er godt nok bustet efter to runder på samme dag. I det mindste gælder det for både spillere og arrangører.

Herefter kommer vi så ind i noget der kan minde om en døgnrytme. Frem til på lørdag starter den daglige runde kl. 13, hvilket betyder at spisetider og aftenarrangementer også har faste tider. Det er meget rart.

Frederikssunderne Daniel og Per har begge 1½ point. For Daniel er det lidt over forventet, mens Lundini er tilsvarende lidt under. I 4. runde sidder de begge på Plan 3, hvor jeg huserer, så jeg satser på at følge lidt med i hvordan det går.

søndag den 26. juli 2015

Andreasen's words of wisdom (1)


FM Per Andreasen er uden sammenligning Danmarks mest rutinerede skakkommentator. Han har bestyret analyselokalet ved Politiken Cup siden 2008, og til DM har hans analyser været et fast indslag gennem en del år.

Har man været forbi analyselokalet nogle gange, så ved man, at der altid falder nogle visdomsord af. Jeg vil her præsentere de bedste vendinger, udtryk og tommelfingerregler, som vores eget husorakel fra tid til anden disker op med.

Vi starter med at af de udtryk, som ofte kommer i brug:

De løse tænder falder ud af sig selv.– Hvis en spillers bønder står så spredt, at det ikke kræver særlig indsats for modstanderen at høste dem. Der er ingen grund til at forhaste sig, for det går nærmest helt af sig selv.

Følg med her på bloggen, for der er flere nordjyske guldkorn på vej.

Lundini på live

Den store Lundini vandt pligtsejren i 1. runde, og i 2. runde er det Hillerøds unge håb FM Martin Percivaldi, der står på menuen. Det foregår på bræt 51, der vises live på nettet (Live 3). Efter 19 træk ser det meget lige ud.

Update: Lundini tabte, da der gik hul på kongestillingen. Daniel spiller ovre i E-fløjen, så jeg ved ikke hvordan det er gået ham, da resultatet ikke er kommet ind endnu.

lørdag den 25. juli 2015

Frederikssunds helte

Jeg plejer også lige at komme med nogle korte statusrapporter fra mine klubkammeraters færd i turneringen. I år har Frederikssund Skakklub to spillere med: Per "Lundini" Lund og FM Daniel Andersen.

I første runde fik Daniel det forventede nederlag, men det tog under en time, og ikke ret mange træk. Lundini møder en svensk kvinde, som han er klar favorit imod (billedet). Hun har efter Lundinis mening spillet partiet udmærket, men så vidt jeg kan se, er vor mand ved at have fat i den lange ende.

Morgenstund

Lørdag morgen. En kort gåtur før morgenmaden. Før vi får travlt. Før det hele går løs.

Solen anes mod øst bag skydækket. Det scenarie var jeg lige nødt til at have et billede af.

Til morgenmaden er restauranten fyldt med kinesere. Vi joker lidt med at de nok tilmelder sig alle sammen til turneringen, men mon ikke at de skal videre til en anden destination i dag?

Nu skal vi i gang med at indstille 102 DGT-ure på plan 3. Gab!

fredag den 24. juli 2015

Dagen før dagen

Så er det dagen før dagen.... hvor Politiken Cup går i luften. Normalt er fredagen stille og rolig, men jeg synes at der har været meget at lave i dag. Jeg har bl.a. brugt en del tid på at sætte vores nye Pressechef Palle Skov ind i hans opgaver og hvordan man lægger nyheder på vores webside.
Desuden har der været en lang række detaljer, der skulle finpudses.

Nu er der et øjebliks pause inden at der er aftensmad. Herefter skal vi have kontrolleret alle spillerne i vores 3 turneringssystemer. Det kommer til at tage sin tid for lige nu er der tilmeldt 433 skakspillere. Man bliver helt træt ved tanken. :-)


onsdag den 22. juli 2015

Nu vil vi bare gerne i gang

Nu vil vi bare gerne i gang med Politiken Cup 2015. I de sidste uger har vi brugt rigtigt meget tid på det faktum at der kommer 110-120 deltagere mere end vi plejer at have. Der er blevet regnet meget på om vi nu også har lokaler, borde, skakspil nok, og det har været lidt af et puslespil at få det hele til at gå op. I søndags var vi (Lars, Sigfred og jeg selv) forbi Konventum for at gennemgå alle lokaler og genoverveje bordopstillinger. Så er vi velforberedte, når vi skal have dirigeret det hele på plads.

Turen til Helsingør foregik med bilerne lastet til randen med skakspil og andet udstyr. Der bliver kørt nogle gange frem og tilbage for at få det hele med. Vi har indkøbt 50 nye sæt skakbrikker. Det var held i uheld at vi lige fandt et spil, hvor der manglede to sorte tårne. Så besluttede vi os for at gå alle 50 sæt igennem, og det viste sig at der manglede 6 sorte tårne og en sort springer. Desuden var der et hvidt tårn, der var i stykker. Surt show, men godt at vi opdagede det.

Jeg må indrømme at jeg den sidste uge bare har ventet på, at det hele skulle gå i gang. I morgen er det den store arbejdsdag, hvor det hele skal stilles op, men jeg glæder mig alligevel rigtigt meget. Det bliver hårdt, men også sk...sjovt! :-)

søndag den 5. juli 2015

Positive problemer

Mange danske skakturneringer kæmper med vigende deltagerantal, men ikke Politiken Cup. Tværtimod ser 2015 ud til at slå alle rekorder. I de sidste 5-6 år har vi konstant haft 300-310 deltagere, hvilket er flot for en open. Men i år er vi allerede oppe på 390, og meget tyder på at vi ender et stykke over 400!!

Jeg gentager: 400!! I Europa er det vist kun de største midt-europæiske turneringer, der kan slå det. Den store tjekkiske skak-festival Czech Open ligger i øvrigt i præcis samme uge som Politiken Cup, men begge dele ser ud til at klare sig fint alligevel.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er kommet en anelse bag på arrangørteamet, at vi nu skal kalkulere med ca. 100 ekstra deltagere. Heldigvis har vi gode statistikker fra tidligere år at sammenligne med, så det stod hurtigt klart at vi havde brug for mere plads, og allerede i starten af juni tog vi et smut forbi Konventum for at kigge på ekstra lokaler.

Ud over ekstra lokaleplads, så har vi også rippet den lokale bordudlejning for alle hans borde. Og så er der selvfølgelig brug for mange flere skakspil. Forhåbentlig kan de skaffes her i sommerperioden. :-)

Endelig er der behov for ekstra mandskab. Som jeg nævnte tidligere, så er der brug for en ekstra dommer. Det bliver Jørgen Kiel fra Sydøstfyn. Jeg kender han ikke personligt, men han bliver rost fra flere kanter, så jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham. Det ser pt. ud til at vi skal deles om Plan 3, hvor den nederste halvdel af feltet hører til.

Vi har også fået 2 ekstra indtastere på holdet. Der er lige pludselig mange partier at taste ind. Desuden er de to ekstra mand gode at have, når der skal sættes borde op og det hele skal pilles ned igen.

Nå, men det er alt sammen positive problemer, som vi nok skal få løst. Det skal nok blive en fed Politiken Cup. :-)